Nyt analyseprojekt baner vej for grøn turisme

Nyt analyseprojekt fra Wonderful Copenhagen skal afdække, hvordan turister og hoteller tackler klimaudfordringerne. Målet er at udvikle grønne produkter, services og oplevelser, der kan gøre turismebranchen mere miljø- og klimavenlig.

De grønne turister er på vej. Ifølge TripAdvisor hævder 26% af alle turister, at de vil tage mere hensyn til miljøet på deres rejser i fremtiden. På hoteller vinder de grønne mærkningsordninger frem, og for et ekstra beløb kan man gøre sin flyvetur CO2-neutral. Det store spørgsmål er, om der er overensstemmelse mellem holdning og handling: Tager turisterne og producenterne i turismebranchen hensyn til miljøet, når det kommer til stykket?

Det spørgsmål vil blive undersøgt nærmere i 2009, når Wonderful Copenhagen sammen med Københavns Kommune, Københavns Universitet og Danmarks Hotelforening - Øst for Storebælt (HØS) vil afdække, hvordan turister og hoteller i København agerer i forhold til klimaudfordringen. Projektet "Green City Tourism" støttes med knap 2 mio. kr. fra Erhvervs - og Byggestyrelsens program for brugerdreven innovation.

- Det er en udfordring, at vi i turismebranchen ikke ved ret meget om turisternes behov og prioritering af miljøhensyn og bæredygtighed. Derfor er vi utrolig glade for at få støtte til dette projekt, hvor vi kan fokusere specifikt på innovation i grøn turisme. På den måde får vi viden om, om der er overensstemmelse mellem det turisterne siger, og hvordan de handler i praksis, siger Ellen Marie Vestager, projektleder i Wonderful Copenhagen.

Det er dog ikke kun turisternes behov og handlinger, der er i fokus. Projektet undersøger også, hvordan hotellerne agerer i forhold til klimaudfordringen. På den måde kan turistbranchen få et samlet billede af, hvordan klimaudfordringen fremover kan tackles.

Nye brugerdrevne undersøgelsesmetoder

Spørgeskemaer, der traditionelt anvendes til at undersøge turister, erstattes i projektet af brugerdrevne metoder, hvor turisterne i langt højere grad end tidligere involveres som aktive medspillere. Det giver en langt dybere viden og skaber samtidig et godt afsæt for innovation.

- Turister opholder sig oftest kun i byen i en kort periode, hvilket gør det vanskeligt at involvere de samme turister i længerevarende etnografiske undersøgelser. Vi vil derfor udvikle nye fokuserede metoder, der kan give en mere dybdegående viden om turisternes behov, holdninger og adfærd. En viden som så igen skal omsættes til innovative grønne produkter, services og oplevelser, siger Ellen Marie Vestager, projektleder i Wonderful Copenhagen.

Projektet ledes af Wonderful Copenhagen og gennemføres i samarbejde med Center for kulturanalyse, Københavns Universitet, Teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune og Danmarks Hotelforening - Øst for Storebælt (HØS).

Yderligere oplysninger:
Wonderful Copenhagen
Projektleder Ellen Marie Vestager
T: 3355 7411, emv@woco.dk



 Print siden