Træer, Skt. Thomas Plads, Cykler

Wonderful Copenhagen lancerer hovedstadens første strategi for bæredygtig turisme

22.5.2019
Forfatter: Uffe Hartmann
Foto: Astrid Maria Rasmussen

Deseneste år har der været globalt fokus på turisme som en udfordring i forhold til bæredygtighed, samtidig med turismen er vigtig kilde til vækst og beskæftigelse. Fremover skal turismen ikke være en del af problemet, men derimod være en del af løsningen til bæredygtig omstilling.

Det er ambitionen i hovedstadens første strategi for bæredygtig turisme, som Wonderful Copenhagen netop har lanceret.

Strategien er samtidig en af de første i verden af sin slags, som adresserer bæredygtig turisme ud fra både en miljømæssig, en social og en økonomisk tilgang og samtidig bidrager direkte til indfrielsen af FNs 17 verdensmål.

Strategien hedder Tourism for Good med henvisning til, at turisme både lokalt og globalt er i vækst og vil være det fremover, og samtidig, at turismen fremover skal medvirke til at skabe en bæredygtig udvikling både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Turismens succes skal med andre ord måles i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.

”Med FNs bæredygtighedsmål er der sat en ny global dagsorden, hvor alle sektorer skal tage et fælles ansvar for handling frem mod 2030. Det gælder også turismen. Og med den position Danmark og København har på området i dag globalt, er det helt naturligt, at hovedstaden også tager førertrøjen på inden for turisme. Turismen står i dag for 10 pct. af verdens BNP og handler i sin natur om at folk flytter sig og forbruger. Nogen vil derfor sige, at det her er et op ad bakke-projekt. Vores udgangspunkt er, at turismen både har et større ansvar end andre brancher, men også en større mulighed for at gøre en betydelig og positiv forskel.  Nu starter vi en ny rejse, og strategien er således kun et første skridt – og en invitation til at tage med i nye typer af samarbejder om, hvordan vi sammen kan gøre turismen endnu mere værdiskabende,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Strategien indeholder fire indsatsområder med i alt 12 målsætninger og 26 initiativer. Indsatsområderne handler bl.a. om, hvordan vi både indretter byen til turisme, og samtidig tilpasser turisme til byen; om turisternes forbrug og adfærd og om tilvejebringelse af den nødvendige viden til brug i partnerskaber.

”Danmark – og København – er allerede på mange måder en bæredygtig destination. Vi har både rent vand, ren luft og gode, sunde fødevarer, hvilket alt sammen er eftertragtet af mange turister. Men også gode destinationer kan blive endnu bedre. Derfor synes jeg, det er meget positivt, at Wonderful Copenhagen engagerer sig strategisk i at arbejde med bæredygtig turisme til gavn for både turisterne og borgerne,” siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Også hos Københavns Kommune er der interesse for Wonderful Copenhagens nye strategi for bæredygtig turisme med fokus på både det miljømæssige, det sociale og det økonomiske. Overborgmester Frank Jensen (S) siger:

"Københavns bæredygtige udvikling er allerede en seværdighed i sig selv. Mange turister kommer for at cykle i vores by eller for at bade i vores havn og opleve, hvordan cykelbroer giver nyt liv til havnen. Jeg er glad for de mange turister, men med den stigende internationale interesse for København er det vigtigt, at vi har fokus på at sikre en bæredygtig turisme, så vi kan fortsætte den grønne udvikling af vores by og bevare hverdagslivet og den særligt, afslappede københavnske stemning i alle byens kvarterer."   

Ros fra FNs turismeorganisation
Den nye strategi for bæredygtig turisme får ros fra international side, bl.a. fra FN’s turismeorganisation, UNTWO, hvor generalsekretæren Zurab Pololikashvili siger:

”Wonderful Copenhagen skal have ros for sin nye strategi for bæredygtig turismeudvikling, som har stærke forbindelser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. Denne strategi er designet til at fremme bæredygtighed på lokalt plan, hvor både besøgende og værter kan nyde at udforske, leve og lære af hinanden. Dette er også et af hovedmålene for UNWTOs INSTO-netværk. Gennem sit strategiske engagement i en holistisk tilgang til destinationsmæssig bæredygtighed vil København bidrage til at realisere potentialet i den danske turismesektor som agent for forandring."

Udover anerkendelse fra FN’s turismeorganisation har den nye bæredygtighedsstrategi netop udløst en innovationspris til København uddelt af den internationale organisation for møde- og kongresbranchen, ICCA. København har i dag en stærk grøn profil internationalt; og i forhold til turismen har København netop placeret sig som nr. 2 på det internationale indeks over bæredygtige destinationer, som ICCA står bag.

Skal bidrage positivt til både lokal og global bæredygtig udvikling
Strategien sætter mål for de dele af turismen, Wonderful Copenhagen i samarbejde med branchens aktører kan påvirke og forandre. Og i strategien formulerer Wonderful Copenhagen en ambition om, at turismen i Greater Copenhagen i 2030 skal bidrage positivt til både lokal og global bæredygtig udvikling. Det vil sige, at strategien både sigter på at gøre de besøgendes ophold mere bæredygtigt, og på hvordan de turister, der besøger Greater Copenhagen, kan blive inspireret til en mere bæredygtig adfærd, som de kan tage med hjem.

Det første af de fire områder i Tourism for Good-strategien er ’Broadening tuorism’, der handler om, hvordan byen indrettes til turisme, samtidig med turismen tilpasser sig til byen. Èt af målene her er, at mindst 80 pct. af de lokale skal bakke op om en fortsat vækst i turismen, og blandt indsatserne er, at turisterne skal inspireres til at tage rundt og opleve destinationen i en bredere geografi ved hjælp af lokale, miljøvenlige transportmuligheder. 

Det andet område, ’Tourism choices matter’, og handler om turisternes forbrug og adfærd, og her er et af målene, at 100 pct. af destinationens store konferencefaciliteter og 90 pct. af destinationens store hoteller skal være miljøcertificerede. Blandt indsatserne her er bl.a. at understøtte branchen til at udvikle mere bæredygtige oplevelser og samtidig hjælpe de enkelte aktører med at guide de besøgende til bæredygtige oplevelser i deres daglige kontakt.

Det tredje fokusområde, ’Partnerships for good’, handler om de informationer og analyser, som er nødvendige for at træffe de bæredygtige valg, og hvordan disse kan bruges i partnerskaber. Her er en af indsatserne, at Wonderful Copenhagen vil arbejde for, at København promoveres som værtsby for store events og kongresser, som netop fokuserer på bæredygtig udvikling.

”Det er meget positivt, at Wonderful Copenhagen fortsat vil arbejde målrettet på at promovere København, ikke bare som værtsby for events og kongresser generelt, men i særdeleshed satse på førnævnte specifikt med fokus på bæredygtig udvikling. Hos BC Hospitality Group arbejder vi aktivt med bæredygtighed og ’responsible hospitality’. Vi byder initiativet velkommen og glæder os til at være en del af løsningen nu som fremover,” siger Allan Agerholm, CEO hos BC Hospitality Group.

”Vi ser meget positivt på Wonderful Copenhagens strategi om bæredygtig turisme. København har gode forudsætninger for at være førende og ambitiøse på den grønne dagsorden, og det er vigtigt med konkret handling fra mange aktører i erhvervslivet. I SAS har vi stort fokus på at gøre flyrejserne hertil mere bæredygtige, men også være bæredygtige i vores arbejde i lufthavnene. Vi har for eksempel investeret milliarder i nye fly, der er mere effektive på brændstof og dermed mere klimavenlige, vi investerer i biobrændsel, og vi investerer i grønne løsninger på land. Vi synes, at det er et positivt initiativ fra Wonderful Copenhagen og ser frem til også at bidrage til den bæredygtige strategi sammen med vores kollegaer i erhvervslivet,” siger Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør SAS.

Og endelig er der et fjerde fokusområde i strategien, der handler om, hvordan Wonderful Copenhagen understøtter bæredygtighed i sin egen drift, herunder eks. årlige miljømål, miljøcertificering og politik for indkøb, forbrug og madspild etc.

For hvert fokusområde i strategien er der angivet konkret, hvordan det bidrager til indfrielsen af FN’s verdensmål. Blandt de 17 verdensmål er det særligt målene for ’Anstændige jobs og økonomisk vækst’, ’Bæredygtige byer og lokalsamfund’ og ’Ansvarligt forbrug og produktion’, der bidrages positivt til.

Læs strategien her