Foto:Wonderful Copenhagen
Vindere Københavns Kongres & Event Award 2020
Årets vært for den kongres, der succesfuldt har skabt: Profilering af fagfelt / styrkeposition:
Experimentarium / ECSITE Annual Conference 2019
Prisen går til Ecsite Annual Conference 2019, fordi man har grebet en enestående situation med det ny Experimentarium, hvor formidling og netværk har kunnet sprænge alle traditionelle grænser, da konferencen foregik i Experimentariums nye bygning. Dette bidrog i høj grad til kreative oplæg og sessioner i nye formater.
Under temaet ”Pushing Boundaries” fik Experimentarium, som vært for kongressen, udfordret den gængse måde science centre og museer formidler på, med det mål at der konstant tilbydes viden og oplevelser med stor relevans og appel til den brede offentlighed. Samtidig var kongressen en succesfuld platform i promoveringen af dansk naturvidenskab og teknologi til et rekordstort internationalt publikum.
Københavnske museer, virksomheder som Mærsk, Ørsted og forskningsinstitutioner såsom DTU holdt oplæg eller demonstrationer, og lokalmiljøet deltog med bl.a. skolebesøg og løbeture.
Ecsite 2019 var konferencens 30 års-jubilæum, og de 1.204 deltagere fra 60 forskellige lande var rekord. Interessen for at afholde sessions i usædvanlige rammer var enorm, og der blev gennemført op mod 150 forskellige sessions i mange fantasifulde formater.
Årets bedste sportsevent:
Sparta Atletik & Motion og Dansk Atletik / Copenhagen Half Marathon 2019
Copenhagen Half Marathon vinder prisen for Årets bedste sportsevent 2019. Løbet har på forbilledlig vis demonstreret, hvordan elite og bredde kan kombineres til et årligt tilbagevendende event, der sætter nye standarder og rekorder for både dansk og international atletik og løb. Dette samtidig med, at eventen udmærker sig ved at være et unikt udstillingsvindue for København og via global streaming viser byen for hele verden. En kombination der både kommer dansk turisme og idræt til gode.
Særligt imponerende er det, at løbet løbende udvikler oplevelsen for både deltagere og tilskuere, samt arbejder koncentreret med forretningsudviklingen, eksempelvis det nye samarbejde med en række andre løb over hele Europa, kaldet ”World Marathons”.
Årets kongres/sportsevent, der har skabt: Værdifuldt fokus på bæredygtighed:
IRONMAN Copenhagen / IRONMAN 2019
Prisen går til IRONMAN – et sportsevent, der både er ambitiøs omkring faglighed, omkring klima og ikke mindst at gøre en forskel.
Det er et sportsevent, der anerkender, at bæredygtighed er på dagsordenen globalt, og som vil bidrage nationalt og internationalt til en positiv bæredygtighedsudvikling. Hos IRONMAN er der fokus på resultater, effekter og endnu vigtigere – adfærdsændring.