Bremen Teater

Bremen Teater melder sig ind i Meetingplace

Foto: Bremen Teater

Meetingplace repræsenterer en bred vifte af alsidige mødevenues, og nu har endnu et meldt sig ind i netværket. Med sine mange forskellige møde-og eventsformater er Bremen Teater meget mere end ”blot” et teater. 

I forbindelse med at teateret har meldt sig ind i netværket, har vi talt med direktør Jesper Majdall om deres produkter, og hvad det er, man som mødeplanlægger eller Meetingplace-medlem kan forvente af dem. 

 

Q: Kan du fortælle lidt om jeres teater?  

”Bremen Teater har eksisteret siden 2009 og præsenterer i dag en lang række af forskellige arrangementer inden for comedy, koncerter, foredrag, live podcast, filmforevisninger mv., ligesom vi også anvender salen til konferencer, fotoshoots og produktlanceringer. Hvor Bremen har plads til 648 siddende publikummer, har vores andet spillested i København, Hotel Cecil, plads til 350 stående og 220 siddende. Det åbnede i starten af 2018 i de lokaler, der tidligere har huset Copenhagen Jazzhouse. Seneste skud i vores “venue-portefølje” er Kolme, som vi åbnede i november 2023, og som både indeholder café, kantine, selskabs -og mødelokaler og serverer lette retter ifm. de shows på Bremen, som Kolme er direkte forbundet med.”  

 

Q: Hvad er det for et produkt, I kan tilbyde mødeplanlæggere og andre, som skal afholde et event?  

"Med tilføjelsen af Kolme har vi nu fået endnu bedre faciliteter at tilbyde i sammenhæng med vores store teatersal, hvor vi i al beskedenhed har en af landets bedste sale af sin størrelse, hvor man føler sig tæt på scenen trods de mange rækker med sæder. Fra Bremens entré er der direkte adgang ind til Kolme, hvor man kan få anrettet frokost, lave breakout-sessions i de tre indrettede mødelokaler og slutte dagen af på mere uformel vis i vores barer, der byder på gode specialøl, cocktails og vine. Vi er helt centralt placeret mellem Vesterport og Søerne, så der er både nem offentlig transport og endda et stort underjordisk p-hus lige udenfor vores hoveddør. Vi opererer ud fra devisen om, at alt kan lade sig gøre, når vi har udlejninger og gæster i husene  - i hvert fald indtil det modsatte er bevist. Som et af landets få privatdrevet spillesteder er denne tilgang en nødvendighed for at få skabt den “side-business” der skal være med til at få vores steder til at løbe rundt økonomisk."  

 

Q: Hvorfor har I valgt at melde jer ind i Meetingplace?  

"Vi så en masse muligheder, særligt nu hvor vi også har flere steder at byde ind med, og som ikke kun begrænser sig til vores teatersal som hidtil. Det er vores fornemmelse, at vi er et godt supplement til den i forvejen gode repræsentation af venues og konferencelokaler, og vores håb med indmeldelsen er afgjort, at vi får skabt større bevågenhed omkring Kolme, og hvordan man også kan benytte Bremen Teater og Cecil til andre formål end vores sædvanlige indhold."  

 

Q: Hvad ser I af samarbejdsmuligheder med andre medlemmer?  

"Som nyt medlem vil vi afgjort suge til os af de erfaringer, man har gjort sig i andre sammenhænge og og ligeledes lade de andre medlemmer være til inspiration for os, da vi arbejder inden for et område, vi ikke har så megen erfaring med endnu. Og så håber vi ligeledes, at der er medlemmer, der kan se mulighederne i vores steder også, så vi kan få lavet en masse gode arrangementer og forretning i de kommende år."

 

Hvis I vil læse mere om Bremen Teater, kan I finde dem i Meetingplanner-guiden.