Kvalitativ analyse af København som destination for udendørs oplevelser
2020En kvalitativ analyse
Uderum danner i stigende grad rammer for nye former for byliv – særligt leg, rekreation og motion. Det var én af indsigterne i Gehl Architects analyse af livet i byen under COVID-19. Undersøgelsen viste ligeledes, at populære lokale byrum såsom Superkilen har set en markant stigning i antal besøgende – endda op til en fordobling, mens Københavns handelsgader og - pladser har oplevet signifikant mindre aktivitet.1 At byens pladser og parker indtages på nye måder, der stimulerer krop og sanser, former nye potentialer for København som destination for udendørs oplevelser for både turister og lokale
Formålet med denne brugerundersøgelse er at afdække potentialer, og levere et kvalitativt videngrundlag, for udviklingen af København som destination for udendørs oplevelser til gavn og glæde for byens lokale, besøgende og erhvervsdrivende. Undersøgelsens resultater peger på konkrete brugerønsker, erhvervspotentialer, inspirationseksempler og anbefalinger, som kan tages i direkte brug i arbejdet med at styrke København som en bæredygtig by med attraktive uderum og udeoplevelser. Analysen er en del af Wonderful Copenhagens projekt Copenhagen Outdoor.