Legacy handler om at skabe et tættere interaktion mellem danske virksomheder, organisationer og myndigheder og de mange internationale delegerede forskere, specialister og beslutningstagere der hvert år kommer til møder, messer og kongresser i Danmark.
En tættere interaktion mellem de delegerede internationale forskere/specialister og danske virksomheder, organisationer, vidensmiljøer og myndigheder kan bl.a. styrke videnoverførsel og talenttiltrækning til danske aktører, danske aktørers internationale netværk og samarbejde samt profilering af danske løsninger og kompetencer. Ligeledes kan interaktionen bruges til at styrke udvikling af danske politikker og rammer inden for kongressernes fagfelter.
Et ambitiøst eksempel på en sektorspecifik legacy-vision kan være at skabe større succesrate inden for en specifik kræftbehandling i Danmark. Men ambitioner og omfanget kan variere ift. ressourcer og behov. Og samtidig kan legacy-visionen/-indsatsen målrettes både kunden, kongressens deltagere, værtsdestinationen og/eller mere globalt.
Legacy-processer planlægges typisk bagfra. Relevante aktører samles (typisk af det lokale Convention Bureau). Der defineres en overordnet legacy-vision for et givent event som efterfølgende konkretiseres i mere specifikke og kortsigtede event-mål samt aktiviteter før, under og efter kongressen, der kan lede frem mod både målene og den overordnede vision.
Under ”Den danske legacy-indsats” kan du bl.a. læse et idealiseret legacy-scenarium. Men du kan også finde konkrete cases fra København på Copenhagen Legacy Labs hjemmeside.