MOSAIK - small header logo
Ny Carlsberg Glyptotek

Ny Carlsberg Glyptotek

Foto: Ny Carlsberg Glyptotek

Inddragende værkstedsformidling skal tiltrække nye målgrupper og invitere gæster til at blive medskabere af et fælles værk.

Ny Carlsberg Glyptotek er en af hovedstadens topattraktioner, og museets udstilling er mål for mange internationale turister. Men da de internationale turister var fraværende i byen under COVID-19, blev det tydeligt for museet, at de ikke havde fat i de lokale og danske gæster, som antaget.

Som deltager i Kickstart Kulturturismen har Ny Carlsberg Glyptotek udviklet og testet et nyt værditilbud målrettet børnefamilier for at få øget antallet af danske besøgende på museet.

Gennem projektet har Glyptoteket erfaret, at et succesfuldt tilbud til børn kræver lige så meget grundighed som en særudstilling på museet. På baggrund af indsigtsfulde brugertest er det lykkedes at skabe et værditilbud, der har øget antallet af børn på museet.

Glyptoteket er kommet på landkortet som et museum for børn og har fået ambassadører for museet. Et blivende værksted, vil være næste skridt for at skabe blivende værdi

Stinna Toft, Formidlings- og publikumschef, Ny Carlsberg Glyptotek

Udfordring


Børnefamilier udgør en stor potentiel målgruppe, som Glyptoteket ikke ved projektets start havde haft succes med at tiltrække med eksisterende værditilbud. Særligt efter coronakrisen blev tydeligt for museet, at der lå et stort potentiale i en udvidelse af deres målgruppe.

Glyptoteket har i forbindelse med Kickstart Kulturturismen fokuseret på danske målgrupper og har igennem forløbet dykket ned i mulige oplevelsespræferencer og målgrupper indenfor børnefamilier. Derudover ønskede museet at inddrage og indrette et stort område i museet til involverende børneformidling med fokus på museets arkitektur og udsmykning.

Ny Carlsberg Glyptotek
Foto: Ny Carlsberg Glyptotek
Glyptoteket
Foto: Ny Carlsberg Glyptotek

I udviklingsfasen har Glyptoteket haft stort fokus på at syreteste og brugerteste deres idéer og prototyper på den ønskede målgruppe, kollegaer og fagfolk udenfor institutionen. Særligt brugertest med børnefamilier i målgruppen gav vigtige indsigter til den færdige udvikling af værditilbuddet. Testresultaterne gav desuden museet en brugbar viden om målgruppens behov og præferencer i forbindelse med oplevelsen, som de kunne tilrette produktet efter.

Glyptotekets nye værditilbud har formet sig til et lerværksted, hvor børn (og voksne) kan fordybe sig i smukke og rolige omgivelser. Familierne får mulighed for selv at sætte hænderne i leret og være medskabere af et stort fællesværk, der tager sin inspiration i museumsbygningens mange smukke detaljer.

Museet har testet løsningen uden brugerbetaling i sommeren 2022.

Ny Carlsberg Glyptotek
Foto: Ny Carlsberg Glyptotek
Ny Carlsberg Glyptotek
Foto: Ny Carlsberg Glyptotek

Resultater


Lerværkstedet har vækket mange besøgendes interesse og har haft stor tilslutning. Museet har desuden haft flere besøgende under 18 år sammenlignet med sommeren 2019: I juli 2019 var 5,1% af museets gæster børn, og tallet er steget til 7,9% i juli 2022.

Samtlige af de adspurgte gæster i lerværkstedet vil anbefale oplevelsen videre, og der har endda været efterspørgsel på længere åbningstider.

Glyptoteket havde udviklet oplevelsen til børn i alderen 6-12 år, men de oplevede, at det nye værditilbud tiltrak en langt bredere målgruppe – også gæster uden børn.

Ny Carlsberg Glyptotek

Foto:Ny Carlsberg Glyptotek

Museet oplevede, at de måtte angribe udviklingen af det nye værditilbud til børn lige så grundigt, som de ville gøre det med en særudstilling. Glyptoteket har anvendt Lokale og Anlægsfondens anbefalinger til kreative værksteder til børn. Museet har bl.a. udnyttet at have flere rum at bygge oplevelsen ind i samt musik for at skabe en rolig atmosfære.

Glyptoteket ser muligheder i at udvikle lerværkstedet til et permanent tilbud og overvejer i den forbindelse at indføre brugerbetaling.

 

Ved spørgsmål til projektet, eller andre aktiviteter vedrørende kulturturisme, send en mail til kultur@woco.dk.